Danish Club har talt med kunstneren Martin Bigum. Martin Bigum er en dansk multikunster, der især er kendt for sit virke som billedkunstner. Bigum blev i midten af halvfemserne kendt for figuren ART, en kutteklædt skikkelse, der optrådte i mange af hans malerier fra 1992 til 99. Siden da har han udviklet en evne til hele tiden at genopfinde sig selv som kunstner og kan skrive 19 solo-museums-udstillinger på sit cv, senest Arken i 2017. Bigum var mellem 2010-19 fast paneldeltager i DR K's Kunstquiz med Adrian Hughes som vært.
-Af alle smukke bygninger jeg har oplevet i verden, er det simpelthen Svinkløv Badehotel. Men det glædelige er at jeg i samme åndedrag kan sige: både det originale og det genskabte. Min familie og jeg er kommet deroppe i 22 år, kun afbrudt af branden. Jeg maler også deroppe off season. Det smukke lange musegrå hotel af træ ligger diagonalt ud mod Jammerbugten, som et meget æstetisk, strandet skib. Det er som et syn. Men man ved ikke af hvad. Af ro. Af at have valgt at her, her skal mit badehotel ligge. Manende til eftertanke og afslapning og nydelse. Sådan tænkte dansk-amerikaneren Carl Brix Kronborg, som tegnede sin vision frem med bygmester Einar Packness i 1925. Tusindevis af smukke stunder er udfoldet der for badehotellets gæster, og med klimaks om aften hvor solnedgangen får stående ovationer efter man har indtaget et svimlende kulinarisk måltid. Da det originale hotel nedbrændte så skete der efterfølgende det, som romantikere som mig, kun tør drømme om, men som meget sjældent sker: Ind trådte et arkitektfirma (Praksis) med en hel afsindig høj empati og pietetsfølelse overfor hvad der havde været. Og ikke nok med det: Det hele blev finansieret af de bedste fonde. Alle de oprindelige detaljer som Praksis så møjsommeligt havde blik for, fik ben at gå på og mere til. Der er fuld af spændende nye detaljer og alligevel er det som at være i det gamle hotel, bare bedre. Vi har ved denne genskabelse været vidner til noget kultur- og arkitekturhistorisk helt unikt indlevet i en samtid, der ellers vil noget helt andet. Det endte heldigvis ikke med et cool nordic minimalistisk glashotel, med spa og sorte sten.
-Bare fordi noget er historie er det ikke nødvendigvis passé. Men det kræver en dannelse- en bevidsthed indpodet fra barnsben eller formative oplevelser fra ungdommen- at vide at vi alle konstant er i en flydende flod af tid: Man kan enten bare flyde med strømmen, eller man kan insistere på af og til at gå mod strømmen. Nogle gange gå tilbage og se hvad nogle engang byggede der, og hvad andre udvidede der, eller hvor der blev udkæmpet en krig, eller hvor tiderne lige pludselig ændrede sig så landskabet bærer præg af det. Jeg har konstant en historisk bevidsthed, men det må bare ikke være nostalgisk hæmmende, hvad jeg heldigvis var klar over allerede som helt ung kunstner. Al kunst jeg for eksempel laver er møntet på fremtiden, og med det mener jeg at alt jeg laver, forsøger jeg at give en essens, eftertanker og poesi, som jeg tænker at folk derude i fremtiden også kan bruge, og som også i år 2043 eller 3085 eller 7014. Hvert værk er en flaskepost til fremtiden. Og det er det fordi jeg selv oplever forlængst afdøde kunstnere eller tænkeres værker med et stort holdbart nærvær stadig fragtes frem til mig. Iøvrigt: Det formsprog mine værker har er helt bevidst og med vilje animeret, for ens kunst skal have noget formsprængende og vildt æstetisk over sig for at kunne ånde og være i glideflugt ude i fremtiden. Som hos Willumsen, for at tage et hjemligt eksempel.
-Jeg bor med min familie i en villa på Frederiksberg, og jeg må konstatere at lige meget hvor jeg bevæger mig hen derfra, så kan jeg ikke undgå at se de øjebæer af to "skyskrabere", der nu tårner ovre i den nye Carlsberg Byen, kaldet henholdsvis Pasteurs Tårn og Bohrs Tårn. Om du så står i den smukke allé-akse med Oehlenschläger-skulpturen i Søndermarken, så erigerer de med deres hver især 120 meter og 100 meter bagved, og knuser totalt områdets harmoni. Om du så står i Frydendalsvejs fredede villakvarter strutter de uforsonligt derovre som arkitekternes uforløste egoer. Om du så kører nedad Istedgade med al dens sammensatte leben så har arkitekterne i mange år frem ødelagt horisont-linjen med deres makværker. Om du går tur på Skandinaviens største kirkegård, nemlig Vestre Kirkegård, så skal du forholde dig til denne på alle ledder og kanter uempatiske arkitektur. Når du kører ind mod København er det de flove tårne du nu ser først. Her er hvad der officielt står om Pasteurs Tårn: "Bygningens facade er beklædt med glas og cortenstål, som patineres og med tiden får en rødbrun rustfarve. Farven er en reference til områdets gamle fredede bygninger". Det er med VILJE at det triste corten-stål skal patineres, så det får den der triste rødbrune rustfarve, ligesom når man passerer under 70'er-motorvejs-broer, der afstives fordi de smuldrer. Og så er det tegnet af den svenske tegnestue Wingårdhs, som her har lavet noget der er helt ude af kontakt med den københavnske virkelighed. Det ligner næsten en hævn over dansken. Jeg ville have anbefalet dem at gå en tur rundt i lokalområdet inden de begyndte at tegne deres tårn. Den danske arkitekt Thomas Scheel har været helt scheel-øjet da han tegnede Bohrs Tårn, for hold nu op en mangel på vision. Igen på menneskelig forståelse. Ham ville jeg gerne tale med om dannelse.
-Jeg ville oprette Arkitekturens Etiske Råd. Dette råd skulle bestå af nøje udvalgte dannede og forstandige arkitektur-historikere, men i samme team også idéhistorikere, psykologer, etnologer, antropologer m.m. Målet skulle være at stoppe uigennemtænkt og uempatisk arkitektur, inden den får lov til at blive ført ud i livet. Fokus skulle være på først medmenneskelighed og dernæst volumen. Jeg er er selv vokset op i et parcelhus i Brøndby Strand, hvor man, når man gik op til den forkætrede betonplan, kunne opleve 100 meter lange døde områder af ren beton, uden funktion. Cykelstier der endte blindt. Parkeringskældre store og dybe og mørke, renset for biler og medmenneskelighed.
Mit Arkitekturens Etiske Råd skulle være en meget magtfuld instans højt hævet over lobbyisme, bygherrer, arkitektfirmaer og arkitekter og skulle udelukkende være funderet i humanismen.Det skulle være en instans med en bestyrelse bag, så der ikke gik råd i valgene, og Arkitekturens Etiske Råd skulle udskiftes efter nogle år. Det skulle være et råd skiftende regeringer ikke kunne afmontere. Og fremfor alt ikke bestå af arkitekter.
-Uafhængigheden. Under hele pandemien har jeg bare kunnet gå fra vores hus og den halve kilometer over til mit atelier som er et gammelt tårn fra 1881 på Frederiksberg Allé. Jeg har bare kunnet tegne nye skitser, og henover 2021 male en stor maleri-serie op, bygget på det frontalangreb Coronaen har haft på vores syv sanser (se gerne 2021-værkerne på: https://www.martinbigum.dk/another-world-2020-21). Jeg har været min egen dirigent og har kunnet se ud på, at vi moderne mennesker har måtte bevidne at vores allesammens virkeligheds- og verdensopfattelse er eroderet. Men sagen er, at jeg i de seneste 12-15 år alligevel har syntes vores samtid var virkelig stresset og ubehagelig, og har ofte tænkt om det bare var mig? Det at stå på en togstation i øsregn og se over på den anden perron, og se at alle 92 ventende individer derovre står med ansigterne nede i hver deres lyseblå lysende telefon, står for mig som et meget sigende minde. Eller den nådesløse rejsen globalt med fly, hvormed vi sanseløst bare har taget det for givet at kunne rejse i eet væk, som om kloden bare kunne tage det. Der har været en meget stor mangel på ydmyghed og en stor ragen til sig.
Det bedste ved mit job er at jeg direkte eller indirekte kan kommentere alt dette. Jeg er ikke udenfor samfundet, men indrømmet, nogle gange nyder min tegne- og malehånd følelsen af at være vidne og voyeur.
Mange tak til Martin Bigum
Værk oppe: "Atlas", 175 x 125 cm, olie på kanvas, 2021, privat samling
Værk nedenstående "Parti fra Hornbæk (Øster Bæk)", juli, 2021, olie på kanvas, privat samling
Foto: Søren Solkær
