Dag & Nat er resultatet af et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Ballerup Kommune om en kunstnerisk udsmykning, der både har til hensigt at skabe et nyt samlingspunkt og forbedre tilgængeligheden til byparken. Anja Franke har derfor skabt et værk, der består af to dele; Tæppet og Løberen. Hvor Tæppet skaber et aktivt opholdsrum om dagen, og et drømmende poetisk rum om natten, fungerer Løberen som en ny indgang til Skovlunde Bypark.
Dag & Nat består af to dele med indbyrdes relation; Løberen og Tæppet. Begge dele er anlæg i terræn bestående af betonfliser, monteret med LED spots, der bringer liv til værket, når mørket er faldet.
Konceptet for værkets centrale del, Tæppet, er en sammensmeltning af det orientalske tæppe og den klassiske 30x30cm terrasseflise. Resultatet er et stort betontæppe, der svøber sig om søbredden og skaber en overgang mellem den bagvedliggende græsskråning, stien og søen. Tæppet fungerer som opholdsplads og udkigspost, med tæt kontakt til vandet.
Parken har fået en ny indgang, hvorfra Løberen skaber en 170 meter lang lineær forbindelse mellem Ballerup Boulevard og parkens centrale rum. Løberen og Tæppet skaber relationer på tværs af parkrummet. Vi har arbejdet omhyggeligt med den landskabelige indpasning i eksisterende terræn og beplantning, så kunstværket indgår i parken som en samlet helhed. (Kilde: thing-brandt.dk/skovlunde-bypark)
Oplev værket: Skovlunde Bypark, Bybjergvej 2740 Skovlunde