Flere tusinde tulipansorter i eventyrlige farvespil, udstilles i en enestående palette af sorter, bede og sammensætninger i Gavnø slotspark. De førende løgavlere i Holland, England og Danmark viser deres ypperste præstationer.
Den idylliske ø Gavnø ligger i Karrebæk Fjord syd for Næstved. Her ligger Gavnø Slot, som er en vigtig del af dansk kulturarv, og dets vægge er fyldt med historie og fortællinger om krigsførelse, romantik og ridderlighed. Dette særlige sceneri byder på alt fra aktiviteter i trætoppene på slottets go high-bane og bryggeri til Nordeuropas største, private malerisamling på over 1000 værker. Hertil kommer den fantastiske slotspark, hvor blomster i tusindvis pryder landskabet med et væld af farver og dufte.
Gavnø Slot er et enestående rokokoslot, der i flere omgange har været i kronens besiddelse. Slottet indeholder fine eksempler på stilarterne inden for arkitektur, møbler og malerkunst fra det 15., 16., 17. og 18. århundrede, heriblandt gotik, renæssance, barok og rokoko.