Til gengæld havde jeg ikke svært ved at se, at huset bød på en enestående mulighed for at få opfyldt en gammel drøm. Oprindelig ville jeg gerne have været arkitekt. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg var født 2-300 år for sent i forhold til det, jeg betragter som smuk arkitektur.

Så jeg valgte at kreere reklamer i stedet. Men drømme skal være så store, at man ikke taber dem af syne, som Oscar Wilde sagde. Og her stod min gamle drøm knivskarpt og lyste, klar til at blive forfulgt.

Jeg begyndte om- og tilbygningen på huset i 1990. Som arbejdet skred frem, blev husets udseende skruet længere og længere tilbage i tiden. Resultatet blev et châtelet, der så 200 år ældre ud end udgangspunktet. Jeg var tilfreds – indtil en ny mulighed bød sig. Midt i 90’erne var jeg så heldig, at to naboer ville sælge deres nedrivningsmodne 50’er-huse billigt. Det gav plads til, at jeg kunne bygge det lange orangerilignende hus og et magasin, der også altid har været faste bestanddele i min arkitektdrøm.

I år 2000 valgte jeg at stoppe min karriere og gå i æstetisk eksil. Skønhed var på det tidspunkt yt, og grimhed in, så det var en beslutning, der gav sig selv. Samme år skulle en tredje nabo vise sig at sætte sit gamle, usunde hus til salg. Jeg slog til og opførte i dets sted – og som det sidste punktum – en pavillon med tilstødende udendørs buegange. Tilbage var nu ’kun’ at få haverne, der sammenlagt var blevet til én tønde land, til at se ud, som var de én stor klassisk ha...