Med sine 7 ha og mere end 10.000 planter fordelt på over 130 sorter er Rhododendronparken i Brønderslev den største af sin slags i Nordeuropa. Parken står i fuldt flor i maj og juni, hvor de blomstrende rhododendronplanter skaber en sand farvesymfoni til fryd for både syns- og duftesanserne.
Rhododendronparken, som den er den dag i dag, blev anlagt i 1994 i en allerede eksisterende park fra 1890. Her danner 100 år gamle bøgetræer rammen om den smukke og unikke park, som også rummer en stor sø med ænder og svaner samt en stor legeplads. Parken er velegnet til kørestole og barnevogne.
I den 7 ha store park er der over 10.000 rhododendron-planter fordelt på (p.t.) 134 sorter. Der findes adskillige privat-haver med flere sorter, men det særlige ved denne park er, at der er STORE bede med hver enkelt sort, så de, hver for sig, kan vise "hvad de dur til".
Flere steder i parken er der opstillet borde og bænke, hvor man evt. kan nyde sin medbragte mad eller kaffe.
Parken har åbent alle dage året rundt, og flere steder er der opstillet borde og bænke. I parken finder du også den lokalkendte træpavillon, der går under navnet "Den Runde Pavillon". Her afholdes der hvert år adskillige arrangementer, som f.eks. koncerter samt sommeraftener med dans.
Der er fri adgang til den smukke park, døgnet rundt, året rundt.